En tekst med uskarpe formuleringer og mange stavefejl virker rodet og useriøs og kan have en afskrækkende effekt på potentielle kunder. Skarpe tekster med korrekt stavning og tegnsætning udstråler derimod seriøsitet og virker tillidsvækkende. Og det er det, vi gerne vil udstråle, når vi profilerer vores virksomhed, ikke?
Hos Hjortlund Medier er vi behjælpelige med alle typer af budskabsudformning – lige fra det strategiske arbejde med konceptudvikling til decideret skribentarbejde og tekstforfatning. Vi skriver bl.a. tekster til artikler, produktblade, brochurer, websites, nyhedsbreve og blogs. Og herudover tilbyder vi korrekturlæsning og redigering af dine egne tekster.
Den gode tekst til tryk og web
Uanset medie indeholder den gode tekst nøjagtig den information, som din modtager søger, og er skrevet i et flydende og for målgruppen nærværende og letforståeligt sprog. Har dine kunder specielle præferencer, forudsætninger eller livstilsmarkører? Eller bruger de særlige sproglige vendinger? Alt dette sørger vi for at arbejde ind i din tekst, så den passer til målgruppen. Og til mediet. For det er selvfølgelig ikke ligegyldigt, om teksten er til tryk eller web.
Besøgende på hjemmesider bliver eksempelvis nemt utålmodige, og de skal gerne have informationen serveret hurtigt og blottet for overflødigheder. Derfor skal budskabet til onlinemediet stå endnu skarpere, og tekstmængden skal være mindre og anderledes struktureret. Men bare rolig: Alt dette er vores tekstforfattere eksperter i, og de ved, hvordan teksterne skal skæres – uanset medie og målgruppe.